Vi er på mange måder i en Fønix proces, hvor vi træder ud af asken og er i en nyorienterings fase, hvor vores nervesystem kræver genkendelighed. Erfaringen byder ind med midlertidige løsninger, da krise er noget midlertidigt. En krig så vi hurtigt får bugt med, så vi kan komme hjem til normal igen.
Men vi har ikke noget der hedder normal, normal er det kort, vi har tegnet over det genkendelige, det trygge vi får skabt for at få en smule fred til nervesystemet.
På det kort har vi også tegnet vores overlevelses-strategier ind, og de genetablerings-modeller vi tidligere har haft succes med.
Set i et større billedet, så kommer der løsninger som ligner Corona test telte, netop fordi vores logiske måde at løse tingene, er ud fra kongstanken om at vi skal slå “fjenden” ned, vi skal fjerne problemet.
Så hvis vi ser problemet arbejdsløsheden, som kommer ud af Corona krisen, så sætter vi “telte” midlertidige løsninger på problemet, vi trækker på de løsninger vi brugte i lavkonjunktur tider. Vi ser for mange arbejdsløse, vi må aktivere dem, vi må finde beskæftigelse til dem, praktik, lærings-programmer i projektforløb, skabt at anden aktørerne, lær dig selv at kende, bevæg kroppen, selvtillid og gruppe brøl, som bare nogen af ingredienserne. Og det har været godt, det har understøttet i at de arbejdsløse ikke går i hundene, for vi ved at ensomhed og social angst både vokser og dræber mulighederne for at komme i gang igen. Og konjunkturerne vokser igen og så kan de arbejdsløse træde ud af projekterne, praktikkerne og ind i ordinære jobs. Mission
accomplished, vi klarede stormen, problemet er løst. Sådan var det, sådan løste vi problemet, men arbejdsløsheden efter Corona krisen er ikke problemet, Corona er heller ikke problemet. En fødevare krise er heller ikke et problem, de økonomiske bobler, som i finanskrisen er ikke problemet, det er alt sammen forudsaget af en større global krise, som føder masser af problemer, vores evolution, industrialisering og vores globalisering har sat umådelige mange problemer i sving.
Vores udfordringer kan ikke løses gennem blokpolitik, og særskilte forvaltninger og opdelingen af sektorer.
Det betyder, at vi ikke kan og skal ikke løse de enkeltstående kriser i lyset af deres eksistens, men vi skal se roden af problemerne og deri skabe den nødvendige bæredygtige løsning som holder på den lange bane.
Vi kan jo ikke tage arbejdsløshed som værende et problem vi skal takle isoleret. Så når befolkningstilvæksten vokser, og der ikke skabes job i samme stigning, ja så er en voksende arbejdsløshed et ganske naturligt følge af det. Det svare til at forsøge, at stoppe et hul i en robåd for hvis kurs er mod et større ocean.
Og når teknologien, kunstig intelligens og hastigheden på udvikling af digitalisering, og desrupter måden vi handler og lever på, afløser job, den menneskelige faktor, og hele brancher, ja så er det mest nærliggende at kigge på hvem som stadig har job i morgen.
Så med befolkningstilvækst og den teknologiske udvikling, så er løsningen ikke at finde arbejde til de arbejdsløse, når jobbene forsvinder i rasende fart.
Det må derfor kalde på en ny måde at løse problemerne på, end hvad vores rationale og erfaring kan byde ind med, da den intelligens altid arbejder retrospektivt.
Vi skal ind i den irrationelle tidsalder, i det som ikke kalder på hurtige kulhydratiske løsninger, men at søge en større mening, i et større perspektiv, ja i et globalt perspektiv. Vi ved jo fra den gode Einstein, at vi ikke kan løse et problem på samme niveau, som det er skabt. Det betyder også at det er vores rationale og erfaring der har bragt os til hvor vi er, sammen med et stort fokus på kapitalisme, egoisme og individualisme.
Så helt irrationelt, kunne vi starte i at se problemet, i det som ser problemet, det som skaber problemet og endeligt ser på om løsningen er en løsning som rækker udover problemet.
Vi kunne også forsøge at bryde den kæde som vores løsninger er betinget af. Altså brandslukning, symptombehandling, som kun skaber tilbage til udgangspunktet “normal” Business as usual.
Altså uagtet hvordan vi griber problemet an med hullet i vores lille robåd, som er på vej ud på det store hav, så har vi ikke de nødvendige resurser ombord, en kæntring er uundgåeligt. Vi kan ændre kurs og vi kan bygge et større fartøj, men business as usual, duer ikke i en global overbefolket verden, med et overforbrug som kræver en dobbelt så stor planet.
Så for at skabe nogle varige løsninger som ikke er betinget af kriser eller bølgende konjekturer, så kunne et større greb om de fremtidige udfordringer vi står over, på sådanne en måde at en løsning ikke tog udgangspunkt i en udfordring, men at vi så på helheden, så et problem kunne løses med en anden udfordring.
Eks. vi har supermarkeder som smider fødevare ud, og vi har et stigende antal fattige som ikke har råd til mad. Desuden kunne vi stå med tomme lagerhaller, som kunne blive både samlingssted for overskuds fødevare, vi kunne have arbejdsløse som var i uddannelsesforløb, hvor tilberedning af mad og servering kunne være i samme bygninger. I samme bygninger kunne borgere afsætte tøj som kunne komme de mindre bemidlede borgere og hjemløse til gode.
Det kunne også godt være en midlertidig hal for de hjemløse, både kunne få varme, et sted at sove, så man havde lidt mere hånd og derved bedre støtte og beskyttelse af dem.
Eller arbejdsløse fungerede som vikarer, i et kompetence-forløb, hvor de både blev opkvalificeret, fik udvider deres netværk, samtidig var med til at støtte der hvor der mangler arbejdskraft, men ikke fuld tid.
Vi ved at børnefamilierne har svært ved at få hjørnerne til at hænge sammen, og vi ved at skilsmisseprocenten er 50% og koster en kommune 1,5 million pr. Skilsmisse, så et socialt økonomisk projekt kunne være, at indfører et fradrag for familie hjælp, så at arbejdsløse kunne være den nødvendige hjælp, til pasning, rengøring, hente børn, rengøring. Det vil ikke være konkurrenceforvridende, da dette skulle være for børnefamilierne, som ikke har de nødvendige resurser til selv at kunne betale for disse ydelser. Pengene skulle findes i mindre skilsmisser og desuden kunne det være her at indvandrerkvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
Vi er derfor nødt til at finde “The point of Gravity”, det bærende punkt som kan bære os alle, og at vi udnytter alle de mulige resurser, både de menneskelige, de fysiske, de teknologiske, med nul spild, og genanvendelse, alt sammen i et økologiske sammenspil.
Ydermere skal vi se på hvordan rammer vi flest udækkede behov, hvad er det vi mangler i fremtiden, hvilke nye job, brancher vil og kan opstå i nær fremtid.
Og hvad kan give både mening og trivsel, når nu der ikke længere er job til alle? fordi teknologien og kunstig intelligens overtager en stor del af brancher, fra revisor, advokat, lager, hotel og transport.
Hvis vi ikke allerede nu tager et større ansvar for alle trivsel, så ender vi med at mange lever på kanten af livet, måske fri af arbejdsmarkedet, måske på borgerløn, men levet i isolation og ensomhed.
Så en større beskæftigelse i fremtiden er konstruktioner og driftsledelse/projektledelse af sociale fællesskaber og bæredygtige fællesskaber. Det er indenfor event, underholdning, cafe, mad og kulturhuse, behovet bliver stort og mange vil søge disse social økonomiske fællesskaber, både fordi det er kultur båret af fællesskabet og fælles interesser, og hvis fritid kommer til at blive et fremtidig kapital, da vi skal deles om arbejdsmarkedet, og derved arbejde mindre i fremtiden, så bliver der mere fritid til at tilbringe tiden i kultur-fællesskaber, hvor kaffen ikke koster 45-50 kr. men fås til 10-15 kr. og et måltid mad ligeledes til en billig penge, da vi ikke har økonomi til det store men betaler med og bidrager med vores tid og arbejdskraft i disse sociale kulturhuse og fælles spisehuse.
Et andet ultimatum er, at vi skal finde vores eksistensberettigelse på det globale landkort, vi skal have nogle vare, ydelser, teknologiske og viden-mæssige områder vi kan eksportere. Vi kan nemlig ikke producerer billigere end Kina og vi kan ikke levere håndværkere til konkurrerende priser op imod østeuropæerne. Og så er vi endnu ikke ramt konkurrencemæssigt af Rusland, og Sydeuropa, men de vil også kunne opdage, at det kunne blive attraktivt at arbejde i Danmark og Skandinavien, i traditionelle job indenfor byggebranchen og landbruget sundhedssektoren. Så ved at både arbejde på at udvikle nye uddannelser, nye innovative virksomheder, i samspil sammen med arbejdsløse som kunne have mod på at skabe deres egen virksomhed, så flytter vi passive ressourcer over i aktive som kan udvikle sig.